Nyhedsbrev februar 2018


vinter boble

 

Den danske vinter er over os. Den hænger over os som en tung grå dyne med typisk dansk vinter: lidt sne, lidt sol, masser af regn og blæst, så selvom de påstår at det har været den varmeste januar i årevis, så mangler vi stadig mere lys og mere varme. Vi skal dog ikke gøre os de store forhåbninger endnu, for nu er det februar – den sidste vintermåned, som ofte er både kold og lumsk med is, regn og sne, som dog hurtigt forsvinder igen – vil man have rigtig sne, må man vist søge andre egne enten mod nord eller syd.

 

I februar er vi her igen til at sørge for at I kan få noget dejligt mad. Både til de store runde dage, de mindre fester, firmaarrangementer, hygge med vennerne og evt. til en mindehøjtidelighed for en, som er gået bort. Vi kan det hele og mere til. Og så vil vi rigtig gerne. Vi elsker at lave god mad af gode råvarer til gode mennesker.

 

Vi håber at du – når du skal lave mad ud over det daglige – tænker på os hos Fjordgården og Byens Diner alt efter om du skal bruge et lokale til dit arrangement eller om du holder det hjemme hos dig selv.

 

På Fjordgården har vi 4 dejlige lokaler i forskellige størrelser fra 25-120 personer og her sørger vi for opdækning efter dine ønsker samt personale ud over maden.

 

Hos Byens Diner leverer vi mad ud af huset i hele Jylland. Normalt med et minimumsantal på 10 personer. Grunden til at vi har et minimumsantal kuverter skyldes at vi skal kunne stå inde for at maden kan holde sig varm i de transportkasser, maden leveres i.

 

I januar havde vi store forhåbninger og havde ansat en ny catering-elev – en voksenlærling. Det blev desværre ikke til noget alligevel og det er vi rigtig kede af. Vi mener jo det er vigtigt at få udlært nye folk indenfor branchen, så der også er uddannede folk at ansætte fremover.

 

 

Hvad er egentlig forskellen på Cateringkøkken og Gourmetrestaurant?

 

På en gourmet restaurant kommer folk ind fra gaden eller har bestilt bord. Man sætter sig ned og ser på menukortet og snakker evt. med tjeneren om hvad køkkenet kan anbefale. Her får man – forhåbentlig – en gastronomisk oplevelse, hvor der er gjort meget ud af både tilberedning og anretning. Her kan man opleve noget specielt og noget forskelligt fra gang til gang.

 

Indenfor Catering gælder at man kan bespise mange på en gang og at menuen er ens fra gang til gang. Hos os sætter vi en stor ære i at vores mad er lavet af de bedste råvarer og det skal smage godt og vi ønsker også at det skal se pænt ud. Det er oftest mere traditionel mad, men vi laver det vore kunder vil have. Det betyder at hvis du har specielle ønsker, så laver vi lige præcis DET du gerne vil have.